13.03.2026
Forskning tættere på offentligheden
Mange deltog, da forskere og fagpersoner satte fokus på autisme og ADHD under Hjerneugen tirsdag den 10. marts. I alt deltog 400 fysisk, mens 3305 var tilmeldt livstreamningen af arrangementet.
Den store tilslutning peger på en vigtig udvikling i sundhedsvæsenet: at hospitalerne i stigende grad åbner sig mod samfundet og bringe viden, forskning og dialog tættere på borgerne – et centralt perspektiv i den aktuelle sundhedsreform.
Formidling af forskning til offentligheden er derfor en vigtig del af arbejdet i Dansk NeuroforskningsCenter. Her arbejder forskere og klinikere tæt sammen om både at skabe ny viden om hjernen og dele den med patienter, pårørende og offentligheden for at styrke forståelsen, forebyggelsen og behandlingen af hjernesygdomme.
Stor interesse for autisme og ADHD
Publikum fik indblik i den nyeste forskning i årsager, genetik og forståelsen af de to tilstande.
Professor i psykiatrisk genetik Ditte Demontis, professor i medicinsk genetik Anders Børglum og psykolog og specialist i børn og unge Anne-Mette Lange gav et nuanceret indblik i den forskning, der i disse år bidrager til en bedre forståelse af autisme og ADHD.
Oplæggene handlede blandt andet om genetikkens rolle, om autisme og ADHD som spektrum og om den store variation i, hvordan tilstandene kommer til udtryk gennem livet. Samtidig blev der sat fokus på, hvordan forskning kan bidrage til bedre diagnosticering, støtte og rammer for deltagelse og trivsel.
Aftenen bød også på en engageret spørgerunde, hvor publikum deltog aktivt med spørgsmål om både forskning, hverdagsliv og samfundets forståelse af neurodiversitet.